Den danske årsopgørelse for 2024
17.02.2025
Fra den 24. marts vil den digitale årsopgørelse fra Skattestyrelsen være tilgængelig og der vil være mulighed for at indberette ændringer til årsopgørelsen i TastSelv-systemet på www.skat.dk. Frem til den 1. maj 2025 vil det være muligt at rette årsopgørelsen. Fristen for at udfylde oplysningsskemaet (udvidet selvangivelse) for selvstændige mv. er den 1. juli 2025.
Regionskontor & Infocenter vil som i de tidligere år igen offentliggøre informationsmateriale i form af videoer på www.pendlerinfo.org. Videoerne for årsopgørelsen 2024 vil være online i løbet af april.
Samtidig vil Regionskontoret & Infocenteret i samarbejde med foreningen Grænsegængere afholde et informationsarrangement for grænsependlere omkring årsopgørelsen 2024 sammen med Skattestyrelsen. Nærmere information herom følger.
Som sædvanligt tilbydes grænsependlere fra Tyskland desuden at få formidlet en direkte telefonisk kontakt til skattemyndigheden. Regionskontoret & Infocenteret modtager kontaktønsker på telefon 0045 74 67 05 01 - dog først efter den 24. marts, når årsopgørelsen er tilgængelig.